Lov om værdipapirhandel m.v. § 27, stk. 1 – Politianmeldelse og påtale – Greentech Energy Systems A/S

Finanstilsynets beslutning af 8. juni 2009

Finanstilsynet har behandlet to forhold vedrørende Greentech Energy Systems A/S’ offentliggørelse af intern viden i henhold til § 27, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. Sagen har været forelagt Fondsrådet.

Den første sag vedrører et længerevarende driftsstop på et af Greentech Energy Systems A/S’ vindmølleparker i Italien. Samtlige vindmøller blev den 10. september 2008 stoppet med henblik på at foretage en inspektion af vingerne. Inspektionsrapporten fra oktober 2008 viste, at næsten alle vingesæt var så beskadigede, at de skulle skiftes ud. Udskiftning af vingerne forventedes færdiggjort i løbet af januar 2009. Greentech Energy Systems A/S offentliggjorde den 28. november 2008 oplysninger om driftsstoppet på vindmølleparken i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets 3. kvartalsrapport for 2008.

Det er Finanstilsynets vurdering, at Greentech Energy Systems A/S senest i oktober 2008, da inspektionsrapporterne forelå, skulle have offentliggjort oplysninger om driftsstoppet på vindmølleparken. Sagen overgives på den baggrund til politiet til nærmere politimæssig efterforskning.
Den anden sag vedrører Greentech Energy Systems A/S’ opnåelse af finansiering af et nyt vindmølleprojekt på Sardinien. Myndighederne på Sardinien valgte i august 2008 at anke en sag vedrørende Greentech Energy Systems A/S’ godkendelse af og tilladelse til at opføre en ny vindmøllepark. Anken gjorde, at Greentech Energy Systems A/S ikke længere kunne trække på den tilsagte finansiering af projektet. Greentech Energy Systems A/S offentliggjorde den 5. december 2008 kl. 12.42, at Greentech Energy Systems A/S havde opnået ny finansiering af vindmølleprojektet. Aftalen var blevet indgået aftenen i forvejen kl. 19.30.

Det er Finanstilsynets vurdering, at Greentech Energy Systems A/S skulle have offentliggjort oplysningerne om den opnåede finansiering af vindmølleprojektet umiddelbart efter, at aftalen blev underskrevet. Finanstilsynet har på den baggrund over for Greentech Energy Systems A/S påtalt den for sene offentliggørelse.

Oprettet d.  26.06.2009  og sidst redigeret d.  12.02.2010