Lov om værdipapirhandel m.v. § 27, stk. 8 - Politianmeldelse - Dansk Skovselskab A/S

Finanstilsynets beslutning af 19. oktober 2009.

Finanstilsynet har efter forelæggelse for Fondsrådet politianmeldt Dansk Skovselskab A/S for at have offentliggjort en periodemeddelelse for sent.


Ifølge værdipapirhandelslovens § 27, stk. 8, skal en udsteder af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, offentliggøre en periodemeddelelse senest seks uger inden udgangen af den pågældende halvårsperiode.


Dansk Skovselskab A/S er optaget til handel på det regulerede marked Dansk AMP.


Dansk Skovselskab A/S offentliggjorde selskabets periodemeddelelse for første kvartal 2008 den 6. juni 2008.


Dansk Skovselskab A/S har kalenderåret som regnskabsår, hvorfor første halvår løber frem til den 31. juni 2008. Dermed skulle periodemeddelelsen for første kvartal 2008, jf. § 27, stk. 8, have været offentliggjort senest den 19. maj 2008.


Ved beslutningen om at politianmelde ovennævnte forhold har Finanstilsynet lagt vægt på, at overskridelsen af fristen for offentliggørelse af periodemeddelelsen for 1. kvartal 2008 var længerevarende, og at der efterfølgende vedrørende periodemeddelelsen for 1. kvartal 2009 på ny skete en overskridelse af fristen.


 

Oprettet d.  19.10.2009  og sidst redigeret d.  12.02.2010