Lov om værdipapirhandel m.v. § 93, stk. 2 - Suspension af Europeinvestment A/S-aktien fra handel på NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Europeinvestment A/S i likvidation
c/o Inwema ApS
Kongevejen 53
2840 Holte

26. september 2008



Indledning


Europeinvestment A/S i likvidation (Europeinvestment A/S) har den 11. september 2008 offentliggjort en meddelelse om, at Nicolas Bertrand med virkning fra den 9. september 2008 er fratrådt som likvidator for selskabet. Finanstilsynet har ikke oplysninger om, hvem der for nærværende tegner selskabet. Finanstilsynet har endvidere modtaget oplysninger om, at Europeinvestment A/S ikke opfylder sine oplysningsforpligtelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Oplysningerne om likvidators fratræden skaber tvivl om, hvorvidt Europeinvestment A/S vil være i stand til at overholde sine oplysningsforpligtelser.

Finanstilsynet har på den baggrund ved brev af 17. september 2008 hørt Europeinvestment A/S om disse forhold med henblik på en nærmere vurdering af, om selskabets aktier skal supenderes eller slettes fra handel på NASDAQ OMX Copenhagen A/S, eller om handlen vil kunne fortsætte, indtil aktierne afnoteres pr. 4. november 2008.

Europeinvestment A/S har ikke svaret på Finanstilsynets henvendelse. Det har endvidere ikke været muligt telefonisk at komme i kontakt med Europeinvestment A/S.

Finanstilsynet har forelagt sagen for Fondsrådet, som har tiltrådt følgende afgørelse:

Finanstilsynets afgørelse


Det er på det foreliggende grundlag Finanstilsynets vurdering, at Europeinvestment A/S ikke er i stand til at overholde sine løbende oplysningsforpligtelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v., hvorefter der er stor risiko for, at investorerne ikke har det nødvendige grundlag at træffe beslutninger om køb eller salg af selskabets aktier.

Som følge heraf suspenderes handlen med Europeinvestment A/S-aktien (ISIN: DK0010143312) på NASDAQ OMX Copenhagen A/S pr. dags dato, jf. § 93, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v.

NASDAQ OMX Copenhagen A/S er dags dato orienteret herom. Det bemærkes samtidig, at NASDAQ OMX Copenhagen A/S den 26. august 2008 har truffet afgørelse om at slette Europeinvestment A/S fra handel og officiel notering med virkning fra den 4. november 2008. 

Nærværende afgørelse vil blive offentliggjort i sin helhed, jf. § 84 c, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Sagens faktiske omstændigheder


NASDAQ OMX Copenhagen A/S har den 26. august 2008 truffet afgørelse om, at Europeinvestment A/S-aktien slettes fra handel og officiel notering med virkning fra den 4. november 2008. 

Chr. Mortensen Revisionsfirma har ved brev af 9. september 2008 meddelt NASDAQ OMX Copenhagen A/S, at revisor fratræder som selskabets generalforsamlingsvalgte revisor. Baggrunden for fratrædelsen er manglende samarbejde og tillid til personkredsen omkring Europeinvestment A/S samt manglende honorarbetaling. NASDAQ OMX Copenhagen A/S har den 10. september 2008 offentliggjort brevet som en meddelelse til markedet. Europeinvestment A/S har ikke selv foretaget offentliggørelse af disse oplysninger.

Europeinvestment A/S har den 11. september 2008 offentliggjort en meddelelse om, at Nicolas Bertrand med virkning fra den 9. september 2008 er fratrådt som likvidator for selskabet. Det fremgår ikke, hvem der fremadrettet ville tegne selskabet. Europeinvestment A/S har ikke efterfølgende offentliggjort oplysninger om, hvem der for nærværende tegner selskabet.

Finanstilsynet bemærker, at Europeinvestment A/S pr. dags dato ikke har offentliggjort en halvårsrapport for første halvår 2008.

Finanstilsynet har på baggrund af ovenstående ved brev af 17. september 2008 anmodet Europeinvestment A/S om en redegørelse om ovennævnte forhold med henblik på en nærmere vurdering af, om Europeinvestment A/S er i stand til at overholde sine løbende oplysningsforpligtelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v.

Europeinvestment A/S har ikke svaret på Finanstilsynets henvendelse. Det har endvidere ikke været muligt for Finanstilsynet telefonisk at komme i kontakt med Europeinvestment A/S.

NASDAQ OMX Copenhagen A/S har over for Finanstilsynet oplyst, at det ikke for NASDAQ OMX Copenhagen A/S har været muligt at komme i kontakt med Europeinvestment A/S, og at NASDAQ OMX Copenhagen A/S derfor ikke ved, hvem der for nærværende tegner selskabet.

Det retlige grundlag


Et selskab, hvis aktier er optaget til handel på et reguleret marked, skal i medfør af § 27, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. hurtigst muligt offentliggøre intern viden, jf. § 34, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v., hvis denne viden direkte vedrører selskabets virksomhed.

En udsteder af værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, skal i medfør af § 27, stk. 7, i lov om værdipapirhandel m.v. offentliggøre den af bestyrelsen godkendte halvårsrapport for regnskabets første 6 måneder. Offentliggørelsen af halvårsrapporten skal ske hurtigst muligt efter udløbet af halvårsperioden, dog senest 2 måneder efter.

Overtrædelse af § 27, stk. 1 og 7, i lov om værdipapirhandel m.v. straffes med bøde i henhold til § 93, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

I tilfælde af, at en juridisk person ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v., kan Finanstilsynet ifølge § 93, stk. 2, 4. pkt., hvis det skønnes hensigtsmæssigt, suspendere eller slette de berørte værdipapirer fra handel på det regulerede marked.

Finanstilsynets vurdering


Det er Finanstilsynets opfattelse, at oplysninger om revisors fratræden og årsager til revisors fratræden udgør intern viden, som hurtigst muligt skal offentliggøres efter § 27, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. Europeinvestment A/S har ikke offentliggjort disse oplysninger til markedet.

Det er endvidere Finanstilsynets opfattelse, at oplysninger om, hvem der tegner selskabet efter likvidators fratræden, udgør intern viden, som hurtigst muligt skal offentliggøres efter § 27, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Europeinvestment A/S har ikke offentliggjort oplysninger om, hvem der tegner selskabet efter likvidators fratræden den 9. september 2008. Det har ikke været muligt for Finanstilsynet at fremskaffe oplysninger om, hvem der for nærværende tegner Europeinvestment A/S. Finanstilsynet må således lægge til grund, at der for nærværende ikke er tegningsberettigede personer i Europeinvestment A/S, når andet ikke er meddelt markedet.

Det er Finanstilsynets vurdering, at Europeinvestment A/S ikke er i stand til at overholde sine løbende oplysningsforpligtelser over for markedet i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. uden tegningsberettigede personer i selskabet.

På baggrund af de allerede offentliggjorte oplysninger til markedet er det Finanstilsynets vurdering, at der består væsentlig usikkerhed omkring selskabets forhold, herunder selskabets ledelse og afvikling, hvilket har afgørende betydning for værdiansættelsen af selskabet og dets aktier.

Finanstilsynet har bemærket, at Europeinvestment A/S ikke har offentliggjort en halvårsrapport for første halvår 2008 som påkrævet efter § 27, stk. 7, i lov om værdipapirhandel m.v. Europeinvestment A/S ses i øvrigt ikke at have taget skridt til at oplyse markedet og dets investorer om selskabets forhold, uanset skriftlige henvendelser fra både Finanstilsynet og NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

Finanstilsynet finder det herefter ikke længere hensigtsmæssigt, at der gennemføres handler i Europeinvestment A/S-aktien. Der er således Finanstilsynets vurdering, at det ikke er muligt at træffe beslutninger om køb eller salg af aktien på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. 

Finanstilsynet bemærker, at NASDAQ OMX Copenhagen A/S den 26. august 2008 har truffet afgørelse om sletning af Europeinvestment A/S-aktien fra handel og officiel notering med virkning fra den 4. november 2008. De nuværende investorer er således bekendt med selskabets aktuelle situation. 

Afgørelse


Det er på det foreliggende grundlag Finanstilsynets vurdering, at Europeinvestment A/S ikke er i stand til at overholde sine løbende oplysningsforpligtelser i henhold til lov om værdipapirhandel m.v., hvorefter det ikke er muligt at træffe beslutninger om køb eller salg af aktien på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Som følge heraf suspenderes handlen med Europeinvestment A/S-aktien (ISIN: DK0010143312) på NASDAQ OMX Copenhagen A/S pr. dags dato, jf. § 93, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v.
Nærværende afgørelse vil blive offentliggjort i sin helhed, jf. § 84 c, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.

Finanstilsynets afgørelse kan, senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, Postboks 2000, 1780 København V, tlf. 33 30 76 22, jf. § 81, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. 

Det følger af § 7 i bekendtgørelse om Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, at det er forbundet med et gebyr på 4.000 kr. at klage til Erhvervsankenævnet. Ved klager over forhold, der ikke vedrører klagerens aktuelle eller fremtidige erhvervsforhold, er gebyret dog 2.000 kr. Efter § 15, stk. 4, i nævnte bekendtgørelse, kan nævnet eller formanden på dets vegne træffe bestemmelse om hel eller delvis tilbagebetaling af det indbetalte gebyr, hvis der gives klageren helt eller delvist medhold. Gebyret tilbagebetales, hvis klagen afvises.

Afslutningsvis bemærkes, at Finanstilsynet har mulighed for at ophæve suspension af handel med Europeinvestment A/S-aktien, såfremt der i sagen fremkommer nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering i nærværende sag.

Såfremt der er spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, kan undertegnede kontaktes på direkte telefon 33 55 82 68.

Camilla Søborg 

kontorchef

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  26.09.2008