Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 93, stk. 1, nr. 4, litra a og § 96, stk. 1 - Fortolkning af placeringsgrænserne ved investeringer omfattet af garantiordning etableret med lov om finansiel stabilitet

Finanstilsynets afgørelse af 27. januar 2009

Fortolkning

Finanstilsynet fortolker § 93 i Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. (LIS) således, at obligationer udstedt af danske banker, og som udløber inden statens garanti udløber den 1. oktober 2010, er omfattet af LIS § 93, stk. 1, nr. 4, litra a. 

Hermed kan en forening eller en afdeling placere op til 35 pct. af formuen i den pågældende obligation.

Finanstilsynet fortolker § 96 i LIS således, at reglen om at højst 20 pct. af formuen kan anbringes som indskud i et kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern, skal overholdes.

Regelgrundlag

I henhold til § 93, stk. 1, nr. 4 i LIS må en investeringsforening eller afdeling investere 35 pct. af foreningens eller afdelingens formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter udstedt eller garanteret af
a) den danske stat eller et andet zone A-land,
b) lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, eller
c) en international institution af offentlig karakter, som et eller flere medlemslande deltager i, såfremt værdipapirerne er godkendt af Finanstilsynet.

I henhold til § 96, stk. 1, i LIS må en investeringsforening eller en afdeling højst indskyde 20 pct. af sin formue i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern.

Sagsfremstilling

Tilsynet er blevet spurgt om, hvilke regler der gælder for foreningers pengemarkedsanbringelser i henholdsvis obligationer udstedt af og indskud i danske kreditinstitutter omfattet af den med lov om finansiel stabilitet etablerede garantiordning.

Oprettet d.  24.07.2003  og sidst redigeret d.  29.01.2009